Hundesyge

Hundens "mæslinger".

Infektion i de øvre luftveje og senere evt. også i hjernen/rygmarven

Forårsaget af et para-myxovirus

   Canine distemper eller Hardpad-disease. Navnene referer henholdsvis til forstyrrelser/ændringer i dyrets adfærd (distemper) samt til den fortykkelse og forhærdning, der evt. sker i hundens trædepuder (hardpad). Hundesyge forekommer yderst sjældent i DK takket være den omfattende vaccination af vores hunde. Den er ellers udbredt i det meste af verden og er særdeles smitsom. Hundesyge forekommer hos hunde selvfølgelig, men forekommer også hos ræve, ulve, fritter, mink, stinkdyr og vaske-bjørne.

                      Sygdommen forårsages af et myxo-virus. De fleste myxovirus fremkalder hos både mennesker og dyr infektioner i slimhinderne. Èn type myxovirus, ortho-myxovirus, er f.eks. årsag til influenza hos mennesket, og 2 andre typer inden for para-myxovirus er årsag til henholdsvis mæslinger hos mennesker og så hundesygen.

Hundesyge minder da også meget om mæslinger, og vacciner mod mæslinger beskytter også hunden mod hundesyge.

Smitten sker især via direkte kontakt med en hund, der har hundesyge eller sker via små smittebærende "dråber"/fugt i udåndings-luften m.m. Nogle hunde kan blive ved med at udskille virus i flere måneder efter, at de har pådraget sig smitte.

Symptomer: Nogle dage efter at hunden er blevet smittet, får den en kortvarig temperaturstigning. Flere dage senere får hunden igen feber, men denne gang vedvarer feberen i flere dage. Slimhinderne i næsen og omkring øjnene bliver røde, irriteret og løber i vand, og der kan være betændelsesflåd. Hunden mister appetitten, og der kan komme andre (sekundære) bakterie-infektioner, der især rammer mave-tarmkanalen (diarre), luftvejene (hoste) og huden ("bumser"). Denne del af sygdommen strækker sig over ca. 10 dage, hvorefter hunden tilsyneladende kommer i bedring. Men faren er ikke drevet over endnu. Der er i tiden derefter (i flere uger/måneder) stadig risiko for, at der kan opstå symptomer fra centralnervesystemet og/eller fortykkelse af trædepuderne og næse-pladen. Hundesyge kan f.eks. være så "ond" at medføre betændelse i hjerne og rygmarv med deraf følgende symptomer. Det drejer sig om muskel-spjæt og småkramper i ansigtets og lemmernes muskler, samt slingerhed og "for store", overdrevne bevægelser. Efterhånden kan hunden få større krampeanfald og den kan evt. få en fremadskridende lammelse, der starter i bagpartiet. Hos især ældre hunde kan hundesyge også udvikle sig til en kronisk men ikke smittefarlig form. Der vil i så fald evt. være tendens til, at dyret foretager "for store" bevægelser, er slinger og har evt. tendens til at ville presse hovedet ind i noget eller til at "gå på stedet".

Behandling er langvarig og indebærer at eventuelle sekundære bakterie-infektioner, indvoldsorm mm. behandles, og at hunden plejes og får tilstrækkelig med væske, elektrolytter (dvs. forskellige salte) og næring. Kramper o. lign. nervøse symptomer kan dulmes medicinsk, men hvis de nervøse symptomer er fremtrædende, skal man nok ikke regne med, at hunden "bliver helt god" igen.

Vaccination: I DK behøver hvalpe kun at blive basisvaccineret med to vaccinationer (ved 8 uger + 12 uger) og derefter vaccineres hunden fx hver andet år. (Se under ”vaccination”.) Men, hvis der er risiko for hundesyge i det område, hvor hvalpen færdes, bør den vaccineres allerede ved 6 ugers alderen og derefter hver 4. uge indtil hvalpen er over 16 uger gammel. Grunden til at den skal vaccineres så mange gange er, at vaccinen ikke med sikkerhed dækker hvalpen ind, mens denne stadig får mælk fra moderdyret.

Vaccination efter 16 ugers alderen kan formentlig holde hunden immun (modstandsdygtig) i længere tid, måske i flere år, men man anbefaler genvaccinationer mindst hvert andet år. Dette gør man, fordi der i hundens liv kan opstå situationer, hvor dennes immunforsvar af en eller anden årsag er svækket, og hunden bliver derfor mere modtagelig for hundesygen.

Parvovirus diarre

Alvorlig tarminfektion medførende diarre og blødninger fra tarmene

Forårsaget af parvovirus

   Infektion med parvovirus hos hund minder meget om parvovirus infektion hos kat (kattesyge). Da sygdommen pludselig "meldte sin ankomst" i starten af 70-erne, brugte man da også kattesyge vacciner til hunde i mangel på en egentlig hunde-parvovirus vaccine.

                      Parvovirus er i miljøet meget holdbart (overlever i flere måneder) og tåler mange typer af desinfektions-midler samt høje temperaturer. (Parvovirus i miljøet kan dog bekæmpes med chlorider, specielt af typen hypokloritter f.eks. blegeessens natrium-hypklorit med 15% aktivt klor. Virkon S kan bruges.)

Smitte sker enten via virus i miljøet eller via direkte kontakt med afføring fra en parvo-syg hund i de første 3 uger af sygdommen.

Symptomer: Efter smitten "huses" parvovirus i tonsillerne (mandler) og andre lymfekirtler i svælg/mund. Herfra spredes virus med blodet og angriber især de væv i kroppen, der er meget aktive; dvs. væv, der enten vokser, har en stor udskiftning af celler pga. slitage eller har en stor kirtelproduktion (f.eks. slimhinden i tyndtarmen) eller væv, der har en stor nyproduktion af celler (fx.   knoglemarven og lymfeknuder/-væv, hvor flere af blodets og immun-

forsvarets celler dannes).

Angrebet på mave-tarmkanalen medfører opkastning og diarre og ødelægger hurtigt både tarmens evne til at optage føde samt tarmens modstandskraft over for andre infektioner. Slimhinden bliver nærmest et stort blødende og væskende sår (især hvis hunden samtidig har infektion med en anden tarmvirus, nemlig coronavirus). Hunden mister derfor meget væske, blod og mange proteiner, samtidig med, at den ikke kan optage føden. Oven i alt dette får hunden ofte tilstødende svære bakterie/svampe infektioner, der yderligere forværrer tilstanden og forringer hundens overlevelseschancer.          

Generelt er symptomerne på parvovirus diarre forskellige grader af spisevægring, træthed, opkastning, blodig diarre og evt. besværet vejrtrækning pga. "vand i lungerne" (lungeødem) og lungebetændelse.

Uden behandling/pleje er dødeligheden blandt hvalpe med parvovirus diarre stor (over en 1/3 del).Voksne hunde klarer sig som regel bedre. Nogle hunderacer er mere følsomme for parvovirus end andre; det drejer sig især om rottweiler, schæferhund og doberman, hvorimod cocker og pudler synes at være mere modstandsdygtige. Hos nyfødte hvalpe kan parvovirus føre til døden inden for få timer bl.a. fordi sygdommen angriber hjerte-muskulaturen og pga. en tilstødende bakterievækst i blodet (sepsis). Men de fleste nyfødte er heldigvis dækket ind (beskyttet) af moderens modstandskraft indtil 6 ugers alderen. Herefter bliver den modstandskraft, der er overført fra moderdyret, dog mindre og mindre for helt at forsvinde ved 16-20 ugers alderen.

Efter 6 ugers alderen vil en evt. parvovirus infektion hos hvalpe (og voksne) endvidere "koncentrere" sig mere om at angribe tarmene frem for hjertemuskulaturen.

NB! Skader i hjertemuskulaturen kan være uoprettelige. Skader i tarmene tager lang tid at blive forbedret men bliver dog som regel efterhånden normale igen.

Diagnose: prøver til at påvise parvovirus kan laves direkte på afføringen eller på en blodprøve. Undersøgelser af blodet vil desuden afsløre, at der er underskud af protein og salte som følge af tabet fra tarmene, samt være et underskud af de hvide blodlegemer pga. infektionen i lymfe-kirtler og knoglemarven.

Behandling går først og fremmest ud på "at følge med" i erstatningen af væsketabet og elektrolyttabet (salte) samt i at bekæmpe sekundære (tilstødende) bakterieinfektioner. Dette sker med henholdsvis drop (dvs. tilførsel af fysiologiske glukose- og elektrolytholdige sterile væsker til blodbanen) og med antibiotika. Desuden kan det være en stor hjælp for hunden at få næringsstoffer som fedt, proteiner og vitaminer via et drop (dvs. direkte til blodbanen), da tarmene i den akutte fase helst skal have fuldstændig ro, og formentlig alligevel ikke kan optage føden og da slet ikke, hvis hunden hyppigt har opkast. Hunden kan desuden gives medicin, der dæmper opkastningen og derved mindske hundens tab af salte og væske.

Når hunden ikke længere kaster op, og diarreen er aftaget, kan den begynde at få "lidt men tit" af letoptagelige kostemner f.eks. hytteost og ris. (NB! Risen skal være kogt i meget lang tid.) En salt kødbouillon er god, hvis hunden kan holde det i sig. Efter en uge eller mere kan hunden oftest begynde at få normal kost igen men i små portioner til at starte med. I denne tid vil det også gavne at få genoprettet en sund bestand af tarmbakterier v.hj.a. forskellige mælkesyre-bakterie præparater. De medtagne tarme kan evt. smøres og lindres ved at give hunden kattemalt pasta eller lidt paraffinolie èn eller 2 gange dagligt.

Forebyggelse af yderligere smitte sker ved at gøre miljøet og evt. fodtøj rent i f.eks. klorinopløsninger. Patienter med parvovirus diarre er i sagens natur ofte indlagte på dyreklinik/-hospital. Her er det særligt vigtigt, at personalet er meget påpasselige med rengøringen og har fornuftige arbejdsprocedurer, for at undgå at klinikken bliver et arnested for smitte af de hvalpe, der netop kommer for at blive vaccineret for første gang.

Vaccination kan ske med vacciner mod parvovirus alene eller ved brug af kombinations-vacciner.

Hvis der er øget risiko for, at en kuld hvalpe har været udsat for smitte, kan man vaccinere allerede ved 6-7 ugers alderen.

Smitsom leverbetændelse

Leverinfektion medførende øget tendens til blødninger

Forårsaget af Adenovirus 1

   Smitsom leverbetændelse hos hund kaldes også ICH, Infektious Canine Hepatitis, og ses i alle lande verden rundt. Sygdommen forårsages af en adenovirus (canine adenovirus 1). Andre dyr, der kan få smitsom leverbetændelse er ræve, ulve og præriehunde. Derudover er der en række karnivore (kødædende) dyre-arter, der kan blive smittet dog uden at udvikle sygdommen.

                      Symptomer kan i meget milde tilfælde dreje sig om blot èn dag med let feber og røde slimhinder. I sværere tilfælde vil der være feber i op til en uge, hjertebanken, nedstemthed og efterhånden en generel dårlig modstandskraft mod andre infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer. (Se s.124) Et fremtrædende symptom kan desuden være en øget tendens til blødninger og blodsamlinger især i huden, nervevæv og bugorganer. Dette skyldes at blødningstiden er blevet forlænget, dvs. at blodet er længe om at størkne i beskadiget væv. Dyret har derudover nedsat ædelyst, er konstant tørstig, kan have øjenbetændelse og tyndt flåd fra næse og øjne, evt. bugsmerter og opkastning. Slimhinderne er ofte meget røde og evt. marmorerede. Tonsillerne (mandlerne) kan være forstørrede. Underhuden kan være svullen (dvs. at der kan være ødem) i hovedet, halsen og på bugen.

Viruset kan overleve i omgivelserne i uger/måneder. Hundens hepatitis virus er følsom for bl.a. klorin-opløsninger (o.a. blegemidler) men ikke for opløsningsmidler.

Smitte sker via munden af urin, afføring eller spyt fra syge dyr. Tiden mellem smitte og sygdomsudbrud er 4 - 9 dage. Dyr, der er blevet raske, kan smitte i op til 6 måneder efter "raskmeldingen".

Forløb: Først rammes mandlerne og virus spredes derfra med blodet til især lever, nyrer, milt og lunger. Efter at dyret er kommet sig, kan der opstå betændelseslignende reaktioner i nyrerne og i øjnene ("blue eye"). Dette kan evt. også ses efter vaccination med svækket virus, men sker dog meget sjældent. Dødelighed ved smitsom leverbetændelse er størst hos unge dyr.

Behandling: Blodtrykket holdes oppe vha. blod-erstatningsvæsker givet direkte i blodbanen eller ved at give blodtransfusioner. Antibiotika gives forebyggende mod tilstødende bakterieinfektioner. Under andre omstændigheder ville man nok behandle betændelse / skader og uklarheder i en hunds øjne med antibiotika og binyrebarkhormon. MEN behandling med binyrebark-hormoner virker modsat ønsket på uklarheder, der er opstået i forbindelse med smitsom lever-betændelse eller vaccination imod denne. Og desuden kræver tilstanden ikke behandling da den er forbigående.

Efter basis-vaccination anbefales genvaccination årligt.

Kennel hoste

Influenza hos hund medførende infektion i de øvre luftveje

Forårsaget af flere forskellige virus og/eller bakterier

   Kennelhoste kaldes også tracheo-bronkitis eller kennel cough (eng.) og den kan forårsages af flere forskellige virusarter; især parainfluenza virus, adenovirus-2 eller hundesygevirus. (Andre virus f.eks. reovirus, herpes-virus og adenovirus 1 kan måske også give anledning til kennelhoste.) Derudover kan tilstøde bakterie-infektioner med Bortatella bronko-septica og visse andre bakterier indenfor gruppen af Klebsiella, E. coli og Pseudamonas bakterier.

Kennelhoste er en infektion i de øvre luftveje, dvs. i svælget, struben, luftrøret og i de større bronkier i lungerne. Oftest er det en mild forbigående infektion, men hos hvalpe og svækkede hunde kan den brede sig til bronkitis og/eller lungebetændelse.

Kennelhoste er særdeles smitsom hos hunde der samles under samme tag i kenneler, hos opdrættere og på pensioner, dyrehospitaler osv.

Smitten er selvfølgelig størst, hvis der samtidig er problemer med at regulere ventilationen, temperaturen og luft-fugtigheden.

Symptomer: Hunden får en hård, tør hoste, der lyder lidt som kighoste hos børn. Hunden har lidt feber i de første dage men har egentlig ikke andre symptomer udover den vedvarende kigende hoste. Hosten udløses i øvrigt nemt ved blot en let berøring af halsen/struben. Normalt varer kennelhoste kun 2-3 uger, men som nævnt støder der ofte andre infektioner til, som kan forværre og forlænge forløbet i op til 6 uger.

Behandling: Man kan give hunden kodein-holdige præparater til at dæmpe hosten med. Hvis sygdommen bliver forværret eller er vedvarende, vil dyrlægen iværksætte en antibiotika-behandling mod evt. tilstødende bakterieinfektioner.

Bronkoseptica bakterier kan være svære at få ram på, så dyrlægen vil om nødvendigt iværksætte en ærosol-behandling med et egnet antibiotika, der gives direkte til luftvejene via munden.

Vaccination mod parainfluenza sker oftest sammen med standard vaccination, nemlig vaccination mod hundesyge, parvovirus diarre samt smitsom leverbetændelse. Da hunden efter korrekt basisvaccination er langtidsdækket imod hundesyge, kan man vælge, at den årlige genvaccination af hund fx. hvert andet år kun gælder kennelhoste + Parvovirus diarre. En mere målrettet Kennelhoste vaccine kan evt gives via næsehulen.

Det siger sig selv, at vaccination mod parainfluenza ikke helt kan beskytte hunden mod kennelhoste, når man tager i betragtning, at sygdommen kan forårsages af mange andre virus/ bakterier enten hver for sig eller sammen.

Leptospirose

Nyre- og leverinfektion forårsaget af bakterier af typen Leptospira

   Leptospirose er en nyre- og lever-infektion hos både hund og mange andre pattedyr,  f.eks. gnavere (rotter) og mennesket. Den kan forårsages af Leptospira serovars canicola og L. icterohæmorragiae, men ude i naturen er der flere andre leptospirtyper, der også kan medføre leptospirose. Infektionen rammer dyr i alle aldre.

Smitte sker igennem beskadiget hud og/eller slimhinder (især øjne- og skedeslimhinder) ved direkte kontakt med urin (eller vand, der er forurenet med urin) fra dyr med leptospirose.

(OBS! Leptospirer overlever i vand-overfladen i længere tid, f.eks. i kloaker.) Dyret bliver syg nogle få dage efter, at det er blevet smittet. Syge dyr kan udskille leptospirer med urinen i måneder/år, alt efter om sygdommen er mild og forbigående, eller om den evt. har fået et mere kronisk forløb, hvor leptospirerne især slår sig ned i nyrerne og evt. i køns-organerne. Svære leptospirose angreb kan være dødelige.

Symptomer er ofte ret uanseelige; evt. lidt feber. Men i mere alvorlige tilfælde kan der ud over feber ses nedstemthed + madlede + ømhed/ smerter i muskler og led + øget tendens til blødninger i vævene (hvilket skyldes mangel på blodplader i blodet, hvilket gør, at blodet har en dårligere evne til at klumper/størkne) + ophobning af affaldsstoffer i blodet (især ammoniak-holdige stoffer fra omsætningen af proteiner. Dette kaldes azothemi/uræmi). Ophobningen af affaldsstoffer i blodet kan give anledning til væskende sår i munden og en øget tendens til opkastning pga. irritation af maveslimhinden. Nyrer og lever vil især i begyndelsen være svulne, men vil senere i forløbet ofte blive forhærdede pga. arvæv. Alt efter hvor hårdt leveren er ramt, vil dyret have forskellige grader af gulsot.          

I mere sjældne tilfælde kan der opstå betændelse i hjernehinderne og i øjets årehinde. Leptospirose infektion kan hos mange dyrearter medføre abort. Men dette er ikke så almindelig hos hunde.

En blodprøve vil som regel afsløre at dyret har forstyrrelser i elektrolyt-balancen (dvs. i blodets indhold af forskellige salte). Dette skyldes bl.a. den dårlige nyrefunktion. Der vil specielt være for lidt natrium + klor og for meget fosfor. Derudover vil en blodprøve afsløre at dyret sandsynligvis har forstyrrelser i leverfunktionen. Indholdet af visse leverenzymer vil være forøget (nemlig ASAT, ALAT og alkaliskfosfatase); dette gælder også galdefarvestoffet bilirubin.

 Mikroskopisk optælling af de forskellige typer af blodlegemer (en såkaldt differential-tælling) viser evt., at der er mangel på de små hvide blodlegemer (dvs. på lymfocytter) men er i overskud af de store (dvs. af leukocytterne).

Urinen kan undersøges for tegn på beskadigelser i nyrevævet (f.eks. nyrerørs-afstøbninger, nyregrus, røde- og hvide blodlegemer), samt for tegn på at nyrerne ikke kan "klare" belastningen; f.eks. at der er æggehvide-stoffer og sukker i urinen.

Diagnosen bekræftes ved at finde leptospirer i urinen eller i væv. Dette sker ved mikroskopi, evt. ved en såkaldt immunflourescens test. Hvis dyrlægen vælger at undersøge, om dyret har antistoffer mod leptospirer i blodet, skal prøvens resultat tages med mange forbehold, da èn prøve alene kun kan bruges til at underbygge en formodning om leptospirose.

Behandling går ud på at holde dyrets væske/salt balance i orden samtidig med at dyret behandles med en egnet antibiotika som dræber leptospirer (fx. tetracykliner og fluor-quinoloner).

Vacciner mod leptospirose indeholder dræbte leptospirer af de mest almindelige typer hos hund. Men vaccinerne har formentlig kun en begrænset evne til at beskytte hunden imod de øvrige typer af leptospirer, der især findes blandt vildtlevende dyr.

Rabies

Hjerne- og rygmarvsinfektion forårsaget af rabies virus

   Rabies, hundegalskab, er en betændelse i hjernen og rygmarven forårsaget af en såkaldt rahbdovirus. Næsten alle varmblodede dyr kan få rabies, men risikoen er størst for kødædende dyr samt for insektædende flagermus.

Der er mange forskellige undergrupper af rabies virus (de såkaldte ecotyper). Disse har hver især "specialiseret" sig til én bestemt dyreart, hvor de dog sjældent giver anledning til sygdommen. (Denne form for virus kaldes også "street-formen".)

At der til tider er rabies i en flagermus-bestand i Danmark betyder f.eks. ikke, at denne type rabies virus uden videre kan medføre sygdom hos f.eks. en hund eller et menneske. (Det samme gælder om end i mindre grad for rabies hos ræve). Men det betyder dog, at en sådan dyregruppe (her flagermusen eller ræven) kan virke som et reservoir (dvs. som et lager) af rabies virus, der i visse situationer faktisk kan medføre sygdom hos andre dyrearter.

Hundens rabies-variant (dvs. canine ecotypen) er den fremherskende type i Afrika, Asien, Syd Amerika og i Mellem Østen. I Europa er det den type rabies, der hører til den røde ræv, der er den fremherskende.

Katte har så vidt vides ikke deres "egen" rabies ecotype men er til gengæld meget modtagelige over for alle andre dyrearters rabies typer.

Smitte sker oftest via spyt. Dette sker hyppigst ved bid. Dyr kan være smittefarlige i nogen tid, inden de selv udviser symptomer på rabies.

Sygdomsforløb: Symptomer på rabies kommer evt. først længe efter, at dyret er blevet smittet. Virus kan nemlig ligge og "ulme" længe i det væv, hvori de er havnet. Men i almindelighed viser de første symptomer på rabies sig indenfor 3 uger til 3 måneder.

Virus bevæger sig fra såret og rundt i kroppen langs nerverne og breder sig på denne måde til rygmarven og hjernen. Fra hjernen går virus ud til spytkirtlerne, hvorefter dyret må betegnes som værende smittefarlig.

Symptomer på rabies vedrører de funktioner, der styres af hjernen og rygmarven. Symptomerne omfatter alt lige fra nervøsitet, madlede, angst, og tendens til irritabilitet og ophidselse, til at dyret vandrer hvileløst rundt uden egentligt mål og med. Dyret bliver efterhånden slinger og stemmens toneleje ændres. Derudover udviser dyret ofte en uvant aggressivitet. Blandt vildt ses, at dyr med rabies mister meget af deres medfødte agtpågivenhed/ forsigtighed - også over for mennesker.

                      Dyr med rabies i udbrud dør efter ca. 10 dage som regel efter tiltagende symptomer og til sidst lammelse. Nogle sygdomsforløb er mest præget af en aggressiv adfærd og andre af lammelser. Dyr med lammelser mister hurtigt evnen til at indtage føde og væske og dør derfor hurtigt. (De savler for øvrigt meget.) Hunde med den klassiske aggressive hundegalskab er som regel ikke i stand til at æde men kan drikke, hvilket er med til at "forlænge deres pinsler".

Diagnosen er svær at stille, fordi symptomerne kan ligne så meget andet. Men på det døde dyr stilles diagnosen ved at lave en immuno-fluorescens mikroskopi af flere dele af hjernen. Hvis der er mistanke om at et dyr har rabies, skal dyret isoleres i mindst 10 dage og enhver "ubeskyttet" berøring bør undlades. Hvis diagnosen skønnes at være meget sandsynlig, og man evt. kender smittevejen, så bør dyret aflives. Andre dyr, der evt. er blevet bidt af dette dyr, bør isoleres i 6 måneder eller aflives.

Rabies må ikke forveksles med Pseudorabies, som er er forårsaget af et anden virus, nemlig det virus, der giver Aujesky-sygdom hos især svin (og hunde). Sygdommen bliver hårdt bekæmpet i Danmark og må anses at være sjælden. Symptomer på Aujesky-sygdommen er en ændring af hundens adfærd, og så klør den sig helt afsindigt.

Vaccination mod rabies anvendes ikke rutinemæssigt i Danmark, men, hvis hunden/katten har været udenfor Danmark, forlanges at den er vaccineret mindst 3 uger og højst et år forinden at den kan blive genindført til landet. De fleste lande forlanger det samme. Dette skyldes at rabies engang imellem dukker op i visse andre lande i Europa. Der er inden for de sidste 10 år konstateret enkelte tilfælde af rabies hos flagermus i Danmark, men ikke rabies hos ræve. (I skrivende stund er der konstateret to tilfælde af rabies hos får) I nogle lande i Europa samt i USA, har man forsøgt at vaccinere de vilde dyr, der udgør et reservoir for rabies. Vaccinen gives i lokkemad og virker altså efter at blive spist. Disse projekter har vist sig at have stor effekt.

Herpes

Slimhinde-/lungebetændelse, abort samt dødsfald hos nyfødte

forårsaget af herpesvirus.

   CHV, Canine herpesvirus er årsag til herpesinfektion hos hund og findes over alt i verden, men smitten sker oftest efter direkte og tæt kontakt individer imellem, idet herpesvirus ikke klarer sig særligt godt udenfor individet. Herpesvirus ødelægges således nemt af de fleste desinficer-ingsmidler og opløsningsmidler.

Hos voksne kommer herpesinfektion oftest til udtryk som små blærer i skeden eller forhuden (ligesom herpes genitalis hos mennesker) eller som betændelse i de øvre luftveje med "forkølelsessår" i næse og mund-slimhinden. Herpes kan desuden være årsag til abort eller dødfødte unger. Herpes hos 1-3 uger gamle hvalpe er oftest dødbringende efter meget kort tid (som regel under et døgn efter fremvisning af symptomer(Fading syndrom). Infektionen overføres til ungerne under fødslen fra herpes-blærer i moderdyrets skede, eller overføres fra moder-dyrets næse-/mund-slimhinder efter fødslen, hvis moderdyret har øvre luftvejs-infektioner med herpesvirus.

Hvis hvalpen bliver kold breder infektionen sig hurtigt, og den dør  inden for et døgn som følge af svære blødninger og skader i lunger og evt. bughuleorganer.

Moderdyret bliver normalt ikke fri for infektionen igen, når først hun har fået den. Men den vil som regel kun komme frem i de situationer, hvor hendes immunforsvar (dvs. modstandskraft) er svækket (f.eks. pga. sygdom, stress, drægtighed, fødsel, mælkeproduktion mm.). Det er usandsynligt, at efterfølgende kuld vil lide samme skæbne som et tidligere herpesramte kuld, idet moderdyret efterfølgende oftest er i stand til at udskille tilstrækkelige immun-stoffer i råmælken til at kunne beskytte ungerne med.

Vaccination af drægtige tæver med kendte problemer med hundeherpesvirusinfektion sker for at forebygge dødsfald, kliniske symptomer og forandringer hos hvalpene indenfor de første levedage. Der vaccineres ad 2 gange. Første injektion kan ske enten samtidig med løbetid eller 7 til 10 dage efter formodet parringsdato. Anden injektion kan gives 1 til 2 uger før forventet fødsel. Revaccination: under hver drægtighed.

Lægemidler, der kan anvendes i behandling mod herpes, er f.eks. aciclovir, valaciclovir. Disse stoffer "indlogerer sig" i dyrets celler og virker først, når de bliver aktiveret af herpesvirus. De skal gives meget tidligt i sygdomsforløbet og/eller dagligt i flere måneder for evt. at kunne udrydde herpes. Men det er svært, for disse virus - som så mange andre virus - gemmer sig godt inde i dyrets egne celler og er i øvrigt ikke modtagelige for medicin mens de er i "dvale".

Furunkulose er ikke en  smitsom sygdom som sådan,

men nævnes her alligevel pga. dens almene udbredelse

Hudbetændelse forårsaget af stafylokokker

oftest i forbindelse med, at dyret har et dårligt immunforsvar

   Stafylococcer kan godt lide fugtige steder og trives derfor fint på fugtig hud  omkring munden, imellem tæerne/ trædepuderne og i folder omkring skeden og halen samt evt. ved trykpuder (albuer og hase). Dyret hjælper ofte selv til med at "forbedre" stafylokokkernes levevilkår ved at slikke og snaske energisk; især på forbenene og over lænden.

Symptomer kan være forskellige grader af hårtab, rødme og hævelse i huden, smerte/hudkløe, "varme- knopper" (som oftest indeholder små knappenålshoved store blærer eller bumser), volde/fortykkelser i huden, væskende sliksår + sårskorper (som dannes af den udsivende sårvæske og blod), betændelsesgange i huden (såkaldte fistelgange, som er tegn på at infektionen for alvor er "gået i dybden" sammen med hårsække og talgkirtler. 

Medvirkende årsager, til at hunden får tilbagevendende angreb af furunkulose, kan være, at hunden har en dårlig almentilstand pga. forstyrrelser i ernæringen/hygiejnen, stofskiftet, behandling med binyre-bark-hormoner eller køns-hormoner og/eller at dyret er plaget af hårsække-mider.

Nogle dyr er mere udsatte, for at udvikle hudinfektioner end andre. Hunde, der haren kort/stiv pels synes at være mest udsatte. (Hos nogle hunde (især Labrador, sharp-ei og engelsk bulldog) ses at hårstumper, under især fødderne, kan blive "fanget" under huden. Dette får immunforsvaret til at reagere på hårets keratin (et svovlholdigt proteinstof) som var det et fremmed-legeme. Dette resulterer i rødme, hævelse og ømhed. Grundlaget er dermed lagt for en infektion oven i.) Hvad allergiske reaktioner angår, ses disse som tidligere nævnt hyppigst hos hunde/katte med en pels-/hudfarve, der går over i de hvide eller rødlige nuancer, ruhårede hunderacer samt hos indavlede individer.

Diagnosen: Da hudbetændelse som tidligere nævnt kan skyldes mange ting, må man forvente at dyrlægen undersøger dyret for at finde/udelukke disse andre årsager, især hvis hudbetændelsen går hen og bliver "en tilbagevendende begivenhed".

Husk dog på, at den hyppigste årsag til hudbetændelse hos hund immervæk er lopper/loppeallergi.                      

Har en kat hudbetændelse, er de mest almindelige årsager lopper/ loppe-allergi eller ringorm.

Behandlingen: I første omgang er det vigtigt at vaske dyret grundigt med en dertil egnet shampoo for at få åbnet/renset indgangene til alle hårsække, talgkirtler og samtidig fjerne sårvæske/skidt og skæl fra hudfolder, der ellers kan fungere som "spise-kammer" for bakterier og på denne måde medvirke til at fremme en tilstødende infektion (dvs. sekundær infektion). Vasken fremmer desuden kredsløbet i huden og dermed helingen og immunforsvaret. Badet fremmer også optagelsen og virkningen af en lokalbehandling med f.eks. antibiotika. Dette gælder især, hvis det er poterne, der er plaget. Det særdeles gavnligt at putte poterne i en spand varmt (ca. 40°) sæbevand dagligt. Husk at skylle poterne med vand efter badet og til sidst at tørre poterne grundigt!

Det er ofte utilstrækkeligt med lokalbehandling med antibiotika creme mm. pga. alle de mange "skjulesteder" i huden (hårsække, talgkirtler, sprækker mm.). Virkningen må i så fald komme indefra (dvs. v.hj.a. en systemisk behandling).

Inden dyret overhovedet er blevet sat i behandling, vil dyrlægen derfor om muligt tage en pus-prøve for at bestemme, hvilken type antibiotika, der er bedst at anvende. (Prøven tages helst fra en uåbnet "bums", så materien ikke er blevet blandet med for mange andre bakterier fra huden.) Hvilken antibiotika, der er bedst at anvende bestemmes derefter ud fra en bakterie-dyrkning med henblik på resistens-bestemmelse. Nogle stammer af stafylokokker er nemlig rørende ligeglad med visse typer af antibiotika, især almindelige penicilliner. (De "stærkeste" bakterier overlever således, at "værtsdyret" bliver behandlet, fordi de har en evne til at uskadeliggøre penicillinet. Visse bakterier danner f.eks. et enzym til dette formål. Denne evne gives videre fra generation til generation som en nedarvet egenskab. Man siger at denne bakteriestamme er blevet resistent over for penicillinet.)

Pga. denne risiko for at skabe resistente bakteriestammer er det generelt særdeles vigtigt, at hud-betændelsen ikke kun bliver "slået ned" fra gang til gang - den skal helt væk. En antibiotika-behandling mod hud-betændelse skal derfor vare mindst 10 dage og må først afsluttes 7 dage efter at huden ikke længere viser tegn på betændelse, dvs. at det ikke er ualmindeligt at skulle behandle i 3-5 uger og i "seje" tilfælde, kan det være nødvendigt at behandle i helt op til 2 måneder.

Men husk den understøttende behandling og ernæringens betydning .