Navlesnoren: Transporten af fostrets blod til og fra fostrets del af moderkagen sker igennem navle-snoren.

 

Moderkagen er delt i to lag. Laget tættest på livmodervæggen er skabt ud fra moderdyrets celler, og laget inde mod livmoderhulen er dannet ud fra celler i det befrugtede æg. Blodet fra de to dele blandes ikke, men forløber så tæt op ad hinanden, at visse næringsstoffer (og lægemidler) kan udveksles.

 

Fostervandet: I den sidste del af drægtigheden sluger fostret en del fostervand. Denne væske er rig på proteiner og andre vækst-faktorer, der bl.a. er med til at modne fostrets fordøjelses-kanal og understøtte væksten som helhed.

                             Fostervandet er normalt en klar gullig, tyndtflydende væske. Hvis fostret er "i knibe" (pga. stress/ iltmangel) kan væsken blive grumset og evt. grøn-gul-brun pga. afgang af fostrets afføring.

Hos menneskebørn er dette et fare-signal. Hos dyrene behøver det dog langt fra altid at være alarmerende.

 

Efterbyrden er fostrets del af moderkagen, der har løsnet sig  (ligesom velcour-luk).

                             Til moderdyrets ihærdig rensning af den nyfødte hører også overbidning af navlesnoren. Den bliver nærmest gnavet over, hvilket betyder, at karrene trækker sig sammen og bløder derfor ikke så meget, som hvis snoren var blevet klippet over f.eks. med en saks.

                             Straks eller kort tid efter, at den nyfødte er kommet ud, kommer også efterbyrden. Der skal normalt være én efterbyrd pr. foster. Efterbyrden ligner en klump marmoreret lever. Hvis man bredder den ud, kan man se det smukke mønster, som "velcour-lukket" medfører. Moderdyret vil oftest fortære én eller flere af efterbyrderne.

                             Når alle fostre og efterbyrder er blevet kvitteret, er livmoderen normalt allerede godt sammentrukket.

                             I den efterfølgende tid undergår den fortykket og forstørret livmoder yderligere formindskelse. Der sker en udstødning af celler, slim og blod fra livmoder-slimhinden.

                             Dette efterfødselsflåd kan i farve være alt fra mørkt rødt til sort eller endda grønt. Det lugter ikke vammelt som betændelsesflåd, men kan lugte lidt som mos. Udflåddet kan blive ved i 1-3 uger, i nogle tilfælde i helt op til 6 uger. Moderdyret er oftest god til at holde sig selv ren.

Mælkenedlægning: Hos moder-dyret frigøres som sagt hormonet oxytocin under fødslen. Dette sker også ved stimulering af patterne, hvilket medfører en mælkenedlægning hos moderdyret. De nyfødte søger straks eller kort tid efter fødslen hen til patterne, og det lykkes dem som regel at få fat i en pat inden for et par timer (selv om det ofte ser ret håbløst ud med al moderdyrets pels og de nyfødtes famlen i blinde). Dette stimulerer så tilgengæld yderligere oxytocin-frigivelsen og dermed også sammentrækningerne i livmoderen.

 

Råmælken er den første mælk. Denne indeholder moderens globulin-er, som i den første tid efter fødslen kan optages igennem fostrets tarme og beskytte det mod en bred vifte af mikroorganismer (bakterier, virus osv.) Se globuliner, antistoffer s.124).

                             (OBS! I den sidste del af drægtig-heden har fostret i øvrigt indtaget en del fostervæske, som er rig på proteiner (dvs. æggehvidestoffer) og vækst-hormoner. Fostervæsken har altså været med til at modne fostrets fordøjelses-kanal og understøtter generelt fostrets vækst.)

 

Afkommets urin og afføring bliver fjernet de første 3-6 uger af moder-dyret, afhængigt af hvor længe afkommet udelukkende får moder-mælk. Hun stimulerer ungerne til vandladning og afgang af afføring, ved at slikke dem omkring halen og på bugen.

 

I sjældne tilfælde kan moderdyrets mælk indeholde giftstoffer, der stammer fra infektioner og/eller forrådnelsestilstande i livmoderen. Giftstofferne kan medføre  at ungerne bliver syge (dvs. vise tegn på uro, svækkelse, diarre, væskeunderskud).

Moderdyret kan også selv blive påvirket af sådanne giftstoffer, uanset om det er før, under eller efter fødslen.

En forgiftning af moderdyret pga. infektioner/råd i livmoderindholdet vil altid være alvorlig. Sker forgiftningen fx i forbindelse med tilbageholdte fostre eller moderkager eller en opblussen af en ”gammel” livmoder-betændelse/byld må fødslen nødvendigvis færdiggøres v.hj.a. kejsersnit for at rede moderdyret. Symptomer vil være, at moderdyret får høj feber, trækker vejret hurtigt, kommer i væskeunderskud, har hurtig hjerte banken, og at veerne går i stå.

 

Hvornår skal man gribe ind i et fødselsforløb?

                             Fødslen vil i langt de fleste tilfælde forløbe, uden at indblanding er nødvendigt.

 

 

Førstegangsfødende dyr ved selvsagt ikke, hvad det er, der skal ske. De har deres instinkter at gå efter men ikke nogen fødselsforberedelseskursus eller veninde snak. Den første unge kommer i bogstaveligste forstand bag på dem.

                             De kan være meget urolige og søgende i perioden op til og omkring fødslen. Hvis der oven i købet er uro i deres omgivelser, kan det være svært for instinkterne at mane moderdyret til ro - og så oven i købet helst et egnet sted.

                             Når den første "pose" er født, ligner moderen ofte ét stort spørgsmålstegn. Her er det ganske givet en god ide at hjælpe med at pakke ungen ud - og evt. også de efterfølgende nyfødte.

                             For at få den nyfødte i gang med at trække vejret, "nulres" den i et blødt klæde. Der sørges for, at især munden og næseborene er frie for "snask". Det kan evt. være nødvendigt at suge den nyfødtes luftveje for fostervand og lignende. Dette kan man gøre ved mund til næse-mund-metoden (man spytter det opsugede væske ud!) eller ved brug af et næsesug, som det man bruger til småbørn (kan købes på apoteket). Næsesuget til nyfødte hvalpe/killinger bruges bedst i svælget.

NB! Der må ikke suges (eller pustes) så hårdt at lungerne beskadiges.

                             For at fremprovokere en vejr-træknings-refleks hos den nyfødte, kan man trykke den blidt på brystkassen og/eller puste korte luftstød mod næse og mund. Den nyfødte kan ind imellem være flere (lange!) minutter om at komme i gang.

                             Fostre, der har siddet fast ved brystkassen får ofte noget fostervand ned i lungerne. For at undgå dette ved forlænsfødsler kan man sørge for, at fostret har frie luftveje, lige så snart hovedet stikker frem.

 

Aktiv fødselshjælp kan ydes, hvis fosterdele "stikker ud" af skeden i længere tid, på trods af at moderen har tydelige veer. Ved en baglæns fødsel kan man da forsøge at trække fostret frem ved at tage et fast men blidt greb om "udstikkende" ben, hale og/eller rygskind. Ved en forlæns fødsel kan man tage et greb om ben, hoved og/eller nakkeskind. Man skal trække roligt og sejt, når der er en ve. Imellem veerne holdes blot fast i fostret for at undgå, at det smutter tilbage igen. Hurtige eller hårde ryk i fostret kan medføre, at man pludselig har hevet et ben af led, knækket halen eller revet huden i stykker. Har man hevet længe i en pote eller har denne siddet fast længe, kan der komme en rød-blålig hævelse, som dog oftest forsvinder af sig selv i løbet af få timer/dage.

 

                             Når man trækker i et foster, skal man altid trække i fødselskanalens retning, dvs. skråt nedad og man skal altid søge at få fat så langt inde på fostret som muligt.

                             Når hovedet skal passere ved forlænsstilling, kan det være en hjælp at "krænge" den del af skeden tilbage, der sidder tæt omkring hovedet, samtidigt med at man presser hovedet blidt og roligt frem "som ud af en tube".

 

                             Efter fostret kommer som nævnt moderkagen. Denne efterbyrd er for-bundet til fostret vha. navlesnoren. Et roligt moderdyr vil oftest begynde at slikke ungen straks efter, at den er kommet ud. Hun vil også begynde at gnave/ slikke navlesnoren over. Dette er normalt og er oftest helt i orden. Men det kan være uheldigt, hvis det viser sig at moderkagen stadig sidder fast inde i livmoderen - og så står man måske der og mangler "noget" at trække den ud med, nemlig navle-snoren.

                             Normalt bliver én til flere centimeter

af navlesnoren siddende tilbage på den nyfødte. Nogle mødre har desværre en

tendens til at bide snoren af helt inde ved fostrets bugvæg. Dette kan være uheldigt i de tilfælde, hvor der går betændelse i "hullet". Der er nemlig direkte adgang derfra til den nyfødtes blod og organer. En sådan infektion kan have et dødeligt forløb. (Se sygdomme hos nyfødte dyr s.325)

 

                             En anden "navlesnor situation" opstår, når moderen slet ikke tager sig af moderkagen/navlesnoren. Den nyfødte tager ikke skade af at ligge en stund med moderkage og det hele, men vedhænget hæmmer dog ungen i at komme i gang med pattesøgningen.

 

 

 

                             "Stumpen" tørrer normalt hurtigt ind og falder af efter nogle dage.

 

                             I sjældne tilfælde ses, at navlesnoren under drægtigheden har snøret sig rundt om fostret på en uheldig måde. I værste fald kan dette medføre forkert vækst og holdning af lemmerne. Jeg har f.eks. set killinger, der som følge af konflikt med navlesnoren har fået unaturligt "overstrakte" bagben, hvor ledbåndene er blevet for korte, og knæskallen kommet til at sidde for højt oppe på lårbenet. Eller killinger, hvor bagbenet er blevet drejet en halv omgang af navlesnoren.

                             NB! Sådanne defekter må ikke forveksles med arvelige abnormiteter.

 

Hvis moderkagen ikke afgår indenfor kort tid efter den nyfødte, kan dette være medvirkende årsag til at fødslen i øvrigt går i stå. I enkelte tilfælde ses dog, at moderkagen først kommer ud efter afgangen af det næste foster. Men hvis moderkagen ikke er kommet én til to timer efter, og fødslen synes at være gået i stå, bør man nok kontakte sin dyrlæge.

                             Dyrlægen vil evt. kunne give ve-stimulerende medicin, oxytocin, som indsprøjtninger eller som mund-slimhinde-spray og evt. give kalk-vands-indsprøjtninger + en sukker-vands-indsprøjtning (glukose), for at styrke moderens muskulatur. (Se  tidligere om giftstoffer)

 

                             Normalt tømmes ét livmoder-horn ad gangen for fostre. Men engang imellem kan det ske, at 2 fostre - dvs. ét fra hvert horn - støder sammen (dvs. kolliderer) ved "udgangen". I sådan et tilfælde vil moderen have meget kraftige presseveer, som dog efterhånden aftager pga. udmattelse (såkaldt sekundær vesvækkelse). Generelt gælder det, at en hund eller kat ikke bør have kraftige presse-veer i mere end 10-20 minutter uden at dette giver resultat. I så fald må en dyrlæge indblandes, da der oftest er tale om et misforhold mellem fostret og fødsels-vejen enten pga. en uheldig fosterlejring i bækkenet, bækken-forsnævringer, misfostre,   for   store   fostre   eller sammenstød mellem to fostre.

                             Hvis vandet er gået og moderdyret har presseveer i længere tid uden at fostret kommer ud, kan der blive tale om en "tør fødsel". I de tilfælde, hvor fostret kan ses eller mærkes med fingrene, kan det måske hjælpe at smøre den indvendige del af skeden med paraffinolie, vaseline eller explorations-creme. Dette skal gøres sparsomt for ikke at forårsage, at fostrets luftveje tillukkes med evt. overskydende olie/creme.

                             Er vandet gået, og har moder-dyret alligevel kun sparsomme og svage eller ingen veer, kan der være tale om vesvækkelse. Dette kan enten skyldes udmattelse, hormon-forstyrrelser eller simpelthen en medfødt manglende evne hos moder-dyret. Vesvækkelsen kan i nogle tilfælde gå over af sig selv efter hvile og indtagelse af føde. Dyrlægen bør kontaktes inden for en time, hvis der er mistanke om, at der er et foster i fødselsvejen - som tilfældet jo er, når vandet er gået.

                             Man skal være opmærksom på at naturlige "pauser" i føde-processen imellem fødslen af to fostre kan forekomme - nogen gange i op til både halve og hele døgn. Et sådant ophør af veer behøver selvfølgelig ikke at udløse en behandling. Moder-dyret har det som regel udmærket og de ufødte og fødte unger ligeledes.

                             Men det hænder, at moderdyret har gået i mange timer med veer, uden at dette har givet noget resultat. Hvis dyrlægen kontaktes, vil denne tage stilling til, om der kan gives veforstærkende midler. Det drejer

sig om oxytocin, kalk og druesukker (dvs. glukose). Forinden vil dyrlægen mærke efter i hvilken grad livmoder-halsen er opblokket, dvs. åben. Er livmoderen tillukket kan det nemlig være meget uheldigt at give oxytocin, idet der kan ske en krampagtig stramning af livmoderen omkring fostrene, hvorved deres blodtilførsel nedsættes. Der kan med andre ord opstå en "vestorm mod en lukket dør". I det hele taget kan for store doser oxytocin risikere at udrette mere skade end gavn, idet muskel-sammen-trækningerne kan blive ukontrollable og kan måske også "gå den forkerte vej".

                             Hvad indsprøjtninger af kalkholdig væske angår gælder ligeledes:

 For meget og for lidt er lige skidt!. Kalken har til formål at forbedre musklernes evne til at reagere samt trække sig sammen. Men for meget kalk kan give kramper og hjerte-kvababbelse.

                             Glukosen har betydningen for moderdyrets energiniveau, og har betydning for virkningen af fødsels-hormonerne.

                             Det er langt fra sikkert, at medicinsk

behandling af en vesvækkelse vil have nogen effekt, og det kan blive nød-vendigt at forløse moderdyret ved et kejsersnit.

 

 

                             Hvad bækkenforhold og alderen angår, er det f.eks. sjældent, at ikke-udvoksede ungdyr har problemer med at føde, selv om de har et snævert bækken. Et ungdyrs bækken er nemlig oftest ret gummi-elastisk.

                             Sent førstegangsfødende kan derimod have problemer med at få bækkenet "blødt op" tilstrækkelig i forbindelse med fødslen. Af samme grund anbefaler

man jo også, at dyret helst skal have født første gang inden 2 års alderen for kattes vedkommende og inden 3 års alderen for hundens vedkommende.

 

                             Bækkenet kan også blive for snæver pga. hævelse i bløddelene dvs. slimhinden og det underliggende væv. Hævelsen kommer oftest som følge af

langvarig presning på et fastkilet foster. Dette kan i nogle tilfælde afhjælpes lidt ved at smøre med eksplorationscreme eller glycerin i fødselskanalen.

 

                             Hos især hunde ses i enkelte tilfælde, at fødselskanalen kan være deform og kan f.eks. være meget smal eller have et "knæk" på retningen. Fostret skal i sidst nævnte tilfælde først "opad" og derefter brat "nedad" for at komme ud. En sådan manøvre kan være svær for fostret at gennemføre uden "en hjælpende hånd"!

                             Tidligere vanskelige fødsler, der har resulteret i stor dødelighed hos afkommet, vil kunne give anledning til overvejelser om at udføre en planlagt kejsersnit. For at en sådan skal blive vellykket må man med 1-3 dages nøjagtighed kunne fastslå befrugt-ningens dato og herudfra beregne fødselsterminen. Kejsersnittet kan tidligst foretages nogle få dage før forventet fødsel.

Beregningen af fødselsterminen kan være "lumsk". Man skal f.eks. tænke på, at der hos hunden godt kan gå 1- 8 dage efter en parring inden æggene bliver befrugtet af sædcellerne. Dette betyder at selve drægtigheden i flere tilfælde faktisk først starter nogle dage efter parringen.

Hos katten sker der oftest en ægløsning i forbindelse med parrings-akten, hvilket gør det nemmere at fastsætte en pålidelig fødselstermins-dato. Hos hunden kan fødselsterminen ofte stadfæstes rimeligt nøjagtigt udfra et røntgen billede. Hvis fostrenes fortænder er synlige på billedet, er hunden nemlig mere end 50 dage henne i drægtigheden.

 

Hvis et dyr har svært ved at gennemføre en fødsel

pga. uheldige arvelige tendenser i kropsbygning eller i temperament,

må det stærkt anbefales fremover ikke at lade dyret

føre disse træk videre til de kommende generationer.

Når et dyr skal have foretaget kejsersnit, skal der ofte være en hjælpende hånd tilstede, og det kan sagtens være ejerens. Der skal være nogen til at tage sig af det udtagne afkom, så de kan blive nulret og pustet i gang om nødvendigt.

 

Desuden skal en varmepude og evt. en ilt-kuvøse være gjort klar. Pga. den narkose moderdyret har fået, kan de nyfødte være lidt længe om at komme i gang. Men bliv endelig ved i nogle minutter (f.eks. 15 min), for de kan sagtens snyde selv en erfaren dyrlæge!

                             NB! En vanskelig fødsel og evt. efterfølgende kejsersnit kan med "jordmoderkaffe" oven på store eller små dramaer være en meget intens men god oplevelse for alle involverede.

 

                             Efter en vanskelig fødsel kan det være en god ide, at moderdyret gives oxytocin for at trække livmoderen sammen og evt. kalk for at forebygge at hun får fødselskramper senere.

OBS! Man kan kun opnå en virkning af oxytocin under selve fødslen samt i de første timer umiddelbart efter at fødslen er afsluttet (ca. 12 timer).

                             Hvis moderdyret stadig bløder i flere dage efter fødslen, og i en grad der vækker bekymring, kan dyrlægen vurdere, om det vil være gavnligt at give ergotamin (f.eks. Methergin). Dette lægemiddel trækker livmoderen sammen, men i modsætning til oxytocins virkning, er sammen-trækningerne forholdsvis faste og langvarige, hvilket gør at ergotamin er uegnet til fødsler, men egnet til at standse en blødning fra f.eks. en rift eller et sår i livmoderen (eller i nogle tilfælde til at udtømme en ”åbent-stående” livmoder-betændelse).

 

Én gang kejsersnit - altid kejsersnit!.......passer ikke helt.

 

                             Hvis livmoderen ikke har været for medtaget, da indgrebet blev foretaget, og hvis der ikke er lagt flere snit end højst nødvendigt, og disse snit er lagt på ydersiden af hornet evt. et stykke fra, hvor de to horn går sammen, og hvis der ikke er kommet infektion bagefter, er der en god chance for, at livmoderen godt kan fungere tilfreds-stillende en anden gang.  (Se i øvrigt om narkosen s.437)

 

Men efter at have læst alt dette, skal man ikke gå hen og

få dårlige nerver over en forestående fødsel.

Langt de fleste fødsler forløber helt uden problemer

og uden at vores indblanding er nødvendig!