Marsvin har f.eks. en forholdsvis lang drægtighed. Dette resulterer da også i fødsel af "miniature
voksne", som næsten nipper til maden før de nipper til patten. (Se fig. 36) Der fødes oftest mellem
2 og 4 unger. De har pels og kan løbe rundt få timer efter fødslen. Hannen bør ikke være i buret
samme med den fødende, da den kan "komme til" at slå de nyfødte ihjel.
Fødselsproblemer hos marsvin skyldes oftest fejlernæring/over-fodring og/eller for store fostre og deraf
følgende vesvækkelse.
Det er vigtigt at give moder-marsvinet rigeligt med grønt eller vitamin/mineral-tilskud under hele
drægtigheden ikke mindst pga. C-vitamins betydning for hormon-dannelsen og kalks betydning for
muskelsammen-trækningerne.
Marsvinet må ikke blive overvægtigt, idet dette kan betyde, at der i den sidste del af drægtigheden
sker en uhensigtsmæssig stor forbrænding af fedt i stedet for sukkerstoffer (= kulhydrater, stivelse)
for at få energi. Forbrænding af fedt medfører en ophobning af syre i blodet, som bl.a. kan medføre
nedsat muskelkraft og dermed også vesvækkelse.
Det kan være meget svært at hjælpe et marsvin, der har fødselsbesvær, ikke mindst fordi henvendelsen
til dyrlægen oftest først kommer, når marsvinet er ved at gå i koma.
Kejsersnit kan lade sig gøre, hvis marsvinet ikke er for medtaget, men infektionsrisikoen er ofte større
hos marsvin end f.eks. hos hund og kat og desuden er deres helingsevne dårligere - måske pga. et
tykt spæklag. Dyrlægen vil oftest forsøge med sukker- og kalkvandsindsprøjtninger foruden vestimulerende
oxytocin og evt. stofskifteregulerende binyrebark-hormon injektioner.
Der skal lige mindes om at et medtaget (eller fejlfodret) marsvin ofte får problemer med tænderne i løbet
af kort tid. Hos marsvin vokser disse hele livet og slides af den mad/strå/grene, de fodres med. Blot få
dage uden kost kan bevirke et forkert forhold mellem tænderne (f.eks. tandspidser og skævt bid) og
deraf følgende vanskeligheder med at findele og fortære føden. Det gælder i første omgang især
fortænderne, men også kindtænderne kan blive "skæve" og endda vokse så de lukker sig som en bro
omkring tungen. Kindtænderne ses efter med en øretragt, da kinde-poserne ellers forhindrer, at man
kan se så langt tilbage i munden.
Efter en vanskelig drægtighed/ fødsel kan der således være mange ting at holde øje med.
Diarre kan også nemt opstå som følge af syreophobningen i blodet samt problemer med at bearbejde
foderet ordentligt med tænderne. Diarreen forværrer selvsagt det hele. Behandling af diarre er først og
fremmest fodring med hø, gulerødder og evt. æbler. Man kan komme lidt saft i vandet, for at marsvinet
kan få et sukkertilskud, som også har en gavnlig effekt på diarre-tilstanden. Hvis marsvinet ikke vil drikke,
kan der forsøges med agurkestykker og mandarinbåde. (Se i øvrigt senere under diarre, Chinchilla.)
Hvis man gerne vil have to eller flere marsvin til at gå sammen i et bur, er det en betingelse, at der højst
er én han imellem. Men, hvis der er en han, vil hun-marsvinene være mere eller mindre konstant
drægtige. Hvis man vil undgå dette eller gerne vil have flere hanner sammen skal disse kastreres.
Marsvin har forholdsvise store testikler, som er nemme at få øje på - medmindre de er smuttet op i
lyskekanalen. Dette sker til gengæld ofte, når hannen er nervøs, eller hvis der er blevet trykket på
testiklerne. Men de kommer dog hurtigt ned igen. (Så dyrlægen skal ikke fortvivle, hvis testiklerne laver
et forsvindings-nummer på operationsbordet!) Når man kastrerer katte lader man som oftest både
lyskekanalen og pungen stå åben efter snittet. Dvs. at den ikke bliver syet sammen. Når et marsvin
bliver kastreret er operationen noget mere omfattende pga. den større tendens til sårinfektion samt
den brede lyskekanal med direkte forbindelse til bughulen og bugvæsken. Marsvin bliver derfor syet
både indvendigt og udvendigt i snitte.
Hunde bliver ligeledes oftest kastreret på denne måde for at forhindre væskesamling i pungen, som
ellers kan blive ret omfattende.
Kanin
Kanin-moderen vil i dagene op til en forestående fødsel plukke ulden af bugen til at fore reden med
denne. Kaninunger er helt hjælpeløse de første 2-3 uger efter fødslen. Ved fødslen ligner de små
"flodheste" med deres firkantede hoveder og foldet, glatte hud.
Man kan også udføre kejsersnit på kanin uden større problemer, men det er yderst sjældent
nødvendigt, da fostrene er så små ved fødslen.
Begrundelsen for at udføre kejsersnit på en kanin vil i givet fald ofte være ve-storm, dvs. kraftige
veer, der bliver ved i længere tid, uden at give resultat. Dette kan f.eks. være tegn på, at flere fostre
"støder sammen" i fødselsvejen. Kaninen kan også have ve-svækkelse, men dette forekommer
sjældent.
Ved kejsersnit (som ved enhver anden bedøvelse af kaniner) kan det undre, at der faktisk går både
mere medicin og mere tid til at "at banke en kanin ned" end en kat. I praksis burde det derfor koste
mere at operere en kanin end en kat. Men dette må man diskutere med den enkelte dyrlæge. Der
har ofte været tradition for, at gnavere er lidt "billigere", om ikke andet så fordi deres levetid er
kortere end hundens og kattens. Ejeren vil desværre ellers af økonomiske årsager ofte vælge en
aflivning frem for behandling.Efter et kanin-kejsersnit kommer det svære først, når man skal
overbevise moderkaninen om, at det er hendes unger. Ungerne dier kun 2-4 gange i døgnet, og det
er som regel meget "privat". Dvs. at der skal være meget roligt omkring dem. Enhver stress
påvirkning vil medføre at ungerne afvises (dvs. bortgemmes). Dette gælder også ved normale
kaninfødsler. Lad ungerne være! Først efter mindst 4-7 dage kan man med nogenlunde sikkerhed
røre ved dem.
At opflaske kaninunger er forsøgt af mange og mig bekendt lykkes det sjældent, og da kun hvis
ungerne er over 2 uger gamle ved starten. Det samme gælder harekillinger.
Mus og rotter
Mus og rotter har yderst sjældent fødselsproblemer men kræver til gengæld meget ro omkring sig
i de første dage efter fødslen. Man skal huske at give moderdyret rede materiale den sidste uge
før forventet fødsel. Dette kan bestå af toiletpapir, vat, uld, strå eller lignende materiale, der kan
rives og formes.
Mus og rotter lever ikke så længe (1-1½ år), men de er kønsmodne allerede inden 2 måneders
alderen og kan nå at føde mange kuld. De købte mus er i dag ofte meget indavlede, og dødsårsagen
vil ofte være svulster. Disse svulster kan godt fjernes ved operation, men kommer hurtigt igen
samme sted eller et andet sted. Operationen må vist betegnes som "helte kirurgi", dvs. er ikke
særlig realistisk.
Chinchillaen
Et andet dyr, som i de seneste år har vundet stort indpas, er chinchillaen. Dette lille dyr skiller sig
meget ud fra de andre gnavere, hvad adfærd og yngelpleje angår. Den er kønsmoden i 7-9
måneders alderen og drægtig i 111-128 dage. Den føder mellem 1- 4 unger (oftest 2), som i
nogle tilfælde passes af både mor og far. Det er meget fredelige dyr, der selv kræver meget fred,
ikke mindst omkring fødslen og i yngelplejetiden. Ungerne er i lighed med marsvin født som
pelsklædte aktive individer, men modsat marsvin dier de i op til 9 uger. Hvis moderdyret skulle
dø fra ungerne, er det muligt at man kan få en egnet amme i form af et marsvin, der selv lige
har født.
Chinchillaens kost skal være sammensat af mange forskellige gode råvarer, og selv om chinchilla
har "en sød tand", så er søde sager som rosiner og tørrede bananer ofte bedst undværet, om
ikke andet så pga. de heraf følgende tandproblemer.
Chinchilla tåler samme narkose som andre gnavere. (OBS! Gnavere tåler ikke chloroform.) Men
en operation kan være svær, da chinchilla efterfølgende ikke tolererer at have sting, forbinding
eller andet på sig. Det bliver om muligt revet, bidt og kradset af. (Dette gælder også for
behandling af brækkede ben og lignende tilstande.)
Generelt om sygdom, diarre og kost hos gnaver
Gnavere tåler generelt dårligt behandling med antibiotika, da dette ofte påvirker
bakterie-sammen-sætningen i tarmene (= tarmfloraen). Sammensætningen af bakterierne i
tarmene har bl.a. betydning for surhedsgraden i tarmindholdet og dermed også for, hvordan
fordøjelses-processerne i mave-tarm-kanalen forløber. Tarmfloraen påvirkes også selvom
antibiotikaen ikke gives via munden (f.eks. i mikstur) men f.eks. er givet som indsprøjtninger.
Men det er dog muligt, at gnavere tåler behandling med f.eks. chloramfenicol, enrofloxacin
(f.eks. Baytril), tetracyklin eller sulfonamider i kortere tid dvs. max 3-5 dage evt. flere gange
med en uges mellemrum. Dyrlægen anvender det præparat, som denne har bedste erfaringer
med.
Til behandling af diarre hos gnavere, kan det være en god ide at kombinere en eventuel
antibiotikabehandling med tilskud af mælkesyreproducerende bakterier, fx. Paraghurt tabletter.
Deruden kan der gives en smule tarmsmørende og - lindrende paraffinolie, som bl.a. fås i
form af Kattemalt-pasta eller paraffinolie emulsion.
Valget af antibiotika til behandling af diarre kunne f.eks. være tungt-opløseligt sulfonamider, eller
andre sulfonamider, der alle i øvrigt er receptpligtige stoffer. Sulfonamider har udover en
virkning på bakterier også en virkning på coccidier. Disse små snylte-organismer er almindeligt
tilstede hos gnavere (især hos kaninen). Antallet af coccidier (og andre mikroorganismer)
holdes normalt i skak af dyrets immunforsvar og af balancen imellem "medlemerne" i
tarmfloraen. Hvis dyrets immunforsvar er svækket, vil der kunne ske en forskydning i denne
balance.
Hvis et dyr med diarre er medtaget af tilstanden, kan det være nødvendigt at give en
understøttende behandling. Der kan f.eks. gives infusionsvæske med elektrolytter og glukose
(dvs. diverse salte og druesukker), hvis dyret er i underskud for væske og disse stoffer.
Dyrlægen vil oftest indsprøjte en sådan steril opløsning under dyrets hud.
Kost til gnavere med diarre bør mest bestå af hø sammen med et tilskud af sukkerholdig
frugt og/eller saftevand. Husk at gnavere - i modsætning til hund/kat - ikke producerer
C-vitamin selv. Gnavere skal have C-vitamin behovet dækket via kosten, dvs. gennem
frugt/grønt og/eller ascorbin-syre tilskud (C-vitamin).
Ved længerevarende diarre tilstande kommer gnavere også nemt i vitamin-B12 - underskud,
da B12 normalt fabrikeres i tyktarmen af de herboende bakterier. (Kaninen kan også
komme i underskud, hvis den ikke er istand til at æde sine egne afføringskugler om
aftenen/natten. Dette adfærd hedder for øvrigt koprofagi. Kaninen tager oftest kuglerne
nylagte dvs. ved at vride hovedet om til bagdelen og snuppe dem direkte ved afgangen.
Desuden har koprofagien en stabiliserende effekt på dyrets tarmflora. Når hunde en gang
imellem æder deres egen eller andre dyrs afføring, har man fremsat den teori, at dette også
er tegn på ikke alene B12-vitamin mangel, men også spormineral mangel (især kobolt-mangel).
Hunde er som bekendt særlig begejstrede for heste-pærer. Disse indeholder netop store
mængder vitamin B12 og sporstoffer. Men det er sikkert i mange tilfælde bare en uheldig
vane. Smag og behag...!)
Ilderen og minken
Ilderen og minkdyret minder om katten på de fleste punkter. Også på disse dyr kan kejsersnit
nemt udføres - endda med forventning om et godt resultat bagefter, hvad angår ungernes
trivelighed. Ilderen tåler samme narkose som kat og har en god helingsevne. Ilderen er oftest
en god og omsorgsfuld moder også efter et kejsersnit, som dog yderst sjældent er
nødvendigt.
Hormonalt minder ilderen også om katten, men man skal være klar over, at ilderen ikke tåler
at have for mange løbetider (brunstperioder) uden at blive parret, idet der nemt dannes
cyster på æggestokkene. Disse cyster bevirker at hun-ilderen kan blive ret "tosset", få
hudproblemer/-kløe og kan tabe sig meget. Behandlingen af sådanne cyster på æggestokken
er at lade ilderen sterilisere. (Betegnelsen, at sterilisere, er hos familie dyrene at forstå som,
kastrere, dvs. at æggestokke (= gonaderne) fjernes ved operation. For at undgå
livmoderbetændelse senere i livet fjernes også denne. Denne operation i sin helhed kaldes
ovarie-hysterektomi.) Den steriliserede hun-ilder vil desværre have en stor tendens til at blive
overvægtig.
Forebyggende mod udviklingen af "tomgangs-cyster" kan gives gesta-gener dvs. P-piller
(som til kat) eller P-sprøjter (som til hund), men virkningen kan være noget usikker.
Han-ilderen har også godt af at komme under kniven, dvs. blive kastreret, da den ellers kan
forpeste en hel opgang med sit han-dyrs hørm. Tidligere blev det anbefalet ud over at lade
dyret kastrere samtidig at lade dyrets analkirtler fjerne. Men dette er ifølge min erfaring ikke
nødvendig for at fjerne lugtgener.
